Grundlykkelig

Jeg har altid været lidt af en pessimistisk sortseer. I mine yngre år var jeg en del mere sort; jeg tror himlen er lysnet lidt for hvert år der er gået siden. Det begyndte for alvor at lysne da jeg mødte min kæreste, senere kone. Men jeg har aldrig været så grundlykkelig som efter Villes ankomst. Jeg kan ikke længere for alvor mene at alting er noget lort. Jeg kan stadig synes at verden er ond, dum og uretfærdig, men helt til rotterne bliver den alligevel aldrig. Jeg føler mig taknemmelig og som verdens heldigste kartoffel (uhm, kartoffel…). Jeg er virkelig priviligeret over at få lov til at gå hjemme og passe på min lille dreng, jeg vil gøre alt for at passe godt på ham og guide ham sikkert gennem verden.Det har virkelig gjort noget godt for mig at få et barn. Jeg kan synes at det er hårdt og et tungt slid, jeg kan være sur og bitter over rod og manglende søvn, jeg kan trænge til virkelig meget alenetid og ammepauser. Men i virkeligheden er der ikke noget jeg heller vil end at være lige her. Og i den grad at være noget for nogen. Det er en stor gave at få lov at være nogens mor. Jeg har set en hel masse nye sider af mig selv, både sider jeg kendte og helt nye. Og jeg smelter lige stort hver eneste gang han smiler til mig. Og nu er han også begyndt at smile til Geo og række ud efter ham, såååå sødt! Totalt klichéagtigt, men jeg er blevet grundlykkelig. Tak for det, min søn