Kære arbejde

Kære arbejde,

I dag skulle have været min første arbejdsdag efter barsel. I stedet har du forfremmet mig til orlovskaptajn af Frb.; en titel jeg besidder helt til den 1. marts. Næste år. Men jeg har ikke glemt dig. Tværtimod tænker jeg tit på dig. Jeg savner kaffeautomaten og sødmælken, alle de søde kollegaer og al den gode, uforstyrrede voksentid. Og musikken selvfølgelig, jeg savner tid til at lytte og fordybe mig. Men alt det kommer igen, og det gør min søns første halvandet år ikke. Så jeg bliver hjemme lidt endnu. Hjemme ved søvnkaos og marathonamning natten lang, jeg bliver hjemme og holder fast i mine idealer – jeg sover dårligt for min søns skyld og jeg står på hovedet og gør hvad jeg kan for ikke at gå på kompromis med at opfylde hans behov – og med vores ønsker for ham. Måske er vi ekstreme i manges øjne og de fleste havde nok kørt et ammestop i stilling for længst. Men jeg er stædig og stærk og jeg bøjer mig ikke gerne for mine egne idealer. Så kære arbejde, vi ses igen om lidt længere tid end først planlagt.